|
Vedtægter for Ulstrup Whisky- og
øllaug.
§ 1 NAVN
Laugets navn er ”Ulstrup Whisky- og øllaug”
(forkortet: UWØL).
§ 2 FORMÅL
Laugets formål er at fremme kendskabet til og
nydelsen af whisky og øl. Desuden er laugets formål at skabe rammer
for et godt og muntert socialt samvær mellem laugets medlemmer.
§ 3 AKTIVITETER
Til opfyldelse af laugets formål arrangerer
lauget smagsaftener, ture til whisky- og øl-messer og andre
aktiviteter vedrørende oplevelse af god whisky og godt øl. Bestyrelsen
vil på laugets årsmøde fremlægge et forslag til aktivitetsplan for det
kommende år.
§ 4 MEDLEMSKAB
Anmodning om medlemsskab i lauget sker til
bestyrelsen, der tager stilling til, om den pågældende kan optages.
Medlemsskab kan ikke opnås før det fyldte 18. år.
Prisen for et medlemskab fastsættes hvert år på
årsmødet.
§ 5 ØKONOMI
Lauget drives så ubureaukratisk som overhovedet
muligt. Til dækning af laugets faste lave driftsomkostninger
indbetaler medlemmerne et årligt kontingent. Kontingentet fastsættes
for et år ad gangen på årsmødet, idet kontingent følger kalenderåret.
Der opkræves desuden deltagerbetaling for hver enkelt af laugets
arrangementer.
§ 6 LAUGETS ÅRSMØDE
Ulstrup Whisky- og øllaug holder årsmøde hvert år
i februar eller marts måned. Årsmødet skal indkaldes med mindst 3
ugers varsel. Årsmødet afholdes altid i forbindelse med et
efterfølgende smagsarrangement og gøres derfor så kort som muligt.
Årsmødet afvikles efter følgende dagsorden:
1. Velkomst og
skål v/ oldermanden.
2. Valg af
dirigent.
3. Oldermanden
aflægger en kort beretning og fremlægger herunder plan for aktiviteter
i det kommende år.
4.
Finansforvalteren fremlægger regnskab til godkendelse.
5. Indkomne
forslag.
6. Fastsættelse af
kontingent og medlemsskab.
7. Valg af
oldermand.
8. Valg af øvrig
bestyrelse samt 2 bestyrelsessuppleanter.
9. Valg af 2
revisorer samt en revisorsuppleant.
10. Nedsættelse af
aktivitetsudvalg. Udvalget skal bestå af 7 medlemmer, hvoraf de 2 skal
være fra bestyrelsen.
11. Eventuelt.
Forslag, der ønskes behandlet på årsmødet skal
være oldermanden eller ceremonimesteren i hænde, senest 8 dage før
årsmødet.
§ 7 BESTYRELSEN
Bestyrelsen for Ulstrup Whisky- og øllaug vælges
på årsmødet. Den er sammensat således:
- Oldermand
- Viceoldermand
- Ceremonimester/Skriverkarl
- Finansforvalter
- 2 bestyrelsesmedlemmer
Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden
og ansvarsfordeling.
Beslutninger i bestyrelsen træffes ved
almindeligt flertal. I tilfælde af stemmelighed i bestyrelsen er
oldermandens stemme udslagsgivende.
Bestyrelsen er foreningens daglige ledelse og
repræsenterer foreningen i alle forhold. Bestyrelsen kan nedsætte
nødvendige udvalg til varetagelse af løbende eller enkeltstående
opgaver.
Bestyrelsen består udover Oldermand, af
viceoldermand, ceremonimester, finansforvalter og yderligere 2
bestyrelsesmedlemmer og vælges for to år ad gangen på årsmødet.
Bestyrelsen konstituerer sig selv på sit første
møde efter årsmødet.
2 bestyrelsesmedlemmer er på valg i lige år og 3
bestyrelsesmedlemmer er på valg i ulige år.
§ 8 REGNSKAB
Laugets regnskab følger kalenderåret. Regnskabet
revideres inden årsmødet af de 2 valgte revisorer.
§ 9 NEDLÆGGELSE
Beslutning om nedlæggelse af lauget kan kun ske
såfremt mindst 2/3 af medlemmerne stemmer for det på et årsmøde eller
ved simpel flertal på et efterfølgende ekstraordinært årsmøde. I
tilfælde af nedlæggelse skal laugets overskydende kapital drikkes og
spises op af de fremmødte medlemmer, som møder frem ved et nærmere
annonceret slutarrangement.
Vedtaget på det stiftende årsmøde i Ulstrup, den
13. oktober 2005.
HISTORIK:
Ændring af punkt 10
i § 6 vedtaget på årsmødet, den 30. marts 2012.
Til toppen af denne side |